Mange rammes på et tidspunkt af øjensygdomme, men i de fleste tilfælde kan sygdomstilstanden helbredes eller behandles. Ved nogle typer af øjensygdomme er der dog risiko for følge-virkninger, og da øjenproblemer også kan være symptom på andre sygdomme, er det vigtigt at være opmærksom. Er du det mindste i tvivl, så kom ind og få en snak med os.
DIABETISK ØJENSYGDOM
(Øjensygdom ved sukkersyge)
Regelmæssige synsprøver er vigtige, hvis man er diabetiker. De mest almindelige følgevirkninger er småblødninger og væskeudsivning i nethinden, fordi blodkarrene i øjet bliver mere skrøbelige. En anden følgevirkning kan være blødninger i øjets glaslegeme (den masse, der udgør øjets indre). Det giver nedsat syn. Begge følgevirkninger kan normalt behandles med laserbehandling eller operation.
GRØN STÆR (GLAUKOM)
Grøn stær skyldes oftest forhøjet tryk i øjet. Det presser blodårerne sammen, så synsnerven får for lidt ilt, og synsevnen nedsættes. Mange opdager grøn stær, fordi de støder ind i ting. Andre symptomer er smerter i pande og tinding eller øget tåreflod.
GRÅ STÆR (KATARAKT)
Grå stær er en øjenlidelse, der medfører nedsat og uskarpt syn. Årsagen er uklarhed i øjets linse, der i langt de fleste tilfælde er aldersbetinget, men kan være medfødt eller forårsaget af sygdom eller øjenskader. Et af de tidlige symptomer er sløret syn, dobbeltsyn eller tiltagende nærsynethed. Oplever man disse symptomer, skal man søge øjenlæge, da grå stær kan opereres, så man igen opnår normalt syn.
GLASLEGEMESAMMENFALD OG FLYVENDE MYG
Øjet er fra naturens side hult og fyldt ud af en “vandmand” eller “geleklump”, som kaldes glaslegemet (corpus vitreum). Glaslegemet mister sin fylde og bliver mere flydende (“skrumper”) med alderen, hvilket er et normalt fænomen. I nogle tilfælde kan glaslegemet “falde sammen” inde i øjet, hvorved man oftest vil opleve pludselige symptomer i form af uklarheder, pletter, edderkoppespind eller skygger foran øjet og eventuelt også lysglimt i øjet.
FORKALKNING PÅ NETHINDEN
Forkalkning på nethinden kaldes også AMD. Det ses hos mere end 10 % af alle over 60 år. Der er to former: En tør og en våd. Den tørre er den hyppigste form, hvor affaldsstoffer medfører en hurtig ødelæggelse af nethindevævet. Den våde AMD er kendetegnet ved en langsom ødelæggelse af nethindevævet.
Symptomer er forvridninger eller uklarheder i det, man ser, og der kan forekomme ændringer i farvesynet. Symptomer kan også være læsevanskeligheder og en mørk plet midt i synsfeltet.
Vi forhandler Ophtamin fra Disophta samt Luzea fra AMWO, kosttilskud til opretholdelse af et normalt syn.
ØJENBETÆNDELSE
Øjenbetændelse er irritation eller betændelse i slimhinderne på indersiden af øjenlåget. Der skelnes mellem smitsom og ikke-smitsom øjenbetændelse.
Den smitsomme øjenbetændelse kan være forårsaget af virus som f.eks. forkølelse, herpes, stafylokokker eller streptokokker. Smitsom øjenbetændelse smitter ved almindelig kontakt og kan også smitte fra det ene øje til det andet.
Den ikke-smitsomme øjenbetændelse kan være forårsaget af allergi over for pollen, kosmetik, husstøvmider o.l. En anden årsag kan være irritation af øjet; f.eks. pga. stærkt lys, støv, fremmedlegemer eller kemikalier. Endelig kan der være tale om øjenbetændelse i forbindelse med andre sygdomme som leddegigt, psoriasisgigt og Sjögrens Syndrom.
Symptomerne er rindende øjne, kløe eller svie, fornemmelsen af fremmedlegemer i øjet og pus i øjnene.
Øjenbetændelse går i mange tilfælde over af sig selv uden følgevirkninger. I visse tilfælde kan symptomerne lindres eller fjernes med øjendråber, salve eller antibiotika. Når man har smitsom øjenbetændelse, er det vigtigt at vaske hænder hyppigt for at begrænse smitterisikoen.
NETHINDELØSNING
(Amotio retinae)
Ved nethindeløsning øges afstanden mellem nethindens lysfølsomme celler og det væv, der forsyner cellerne med næring. De første symptomer er typisk lysglimt eller uklarheder i synsfeltet, og senere vil synsfeltet indsnævres. Behandlingen kan være operation eller laserkirurgi, og i ca. 90 % af tilfældene kan synet reddes.
Du kan bestille tid til synsprøve, linsetilpasning eller linsekontrol. Book din tid i dag.